RO PÅ - 33 tips til det gode liv
Af Lisbeth Zornig Andersen
Fagbog om mental ro
Hvordan finder man ro, når kroppen larmer, livet kalder og kalenderen eksploderer? Den tidligere børnerådsformand, forfatter og samfundsdebattør Lisbeth Zornig har sat farten ned – og skrevet RO PÅ – 33 tips til det gode liv, en bog spækket med kærlige spark, selvironi og veldokumenterede redskaber til en sundere, mere balanceret hverdag.
Alt begyndte med et lægebesøg. Efter år med hård træning og sund livsstil kom beskeden fra reumatologen: “Du har overtrænet. Nu skal du gå ture, svømme og strække ud – i 12 uger.” Det blev starten på et opgør med den indre dommer, med præstationsræset og med forestillingen om, at lykken findes i konstant optimering.
Med varme og vid tager Zornig læseren med fra en voldsom barndom på Lolland til livsindsigt, heling og ro. Bogen bygger bro mellem savannemenneskets nervesystem og nutidens hamsterhjul, mellem traumer og posttraumatisk vækst, mellem forskning og praksis. Den rummer kapitler om søvn, tarmflora, følelsesregulering, epigenetik og dopaminfaste – og et generøst udvalg af lavpraktiske øvelser, man kan gå i gang med med det samme.
RO PÅ er både en personlig fortælling og selvhjælpsbog. Den trækker på både førende forskere som Sapolsky, Lipton og Borbye Pedersen – og på Zornigs egne erfaringer med at lære at tygge, nynne, sige nej tak og tage den med ro.
”Du behøver ikke være perfekt. Du behøver ikke engang være god nok. Det er faktisk fint bare at være,” siger Lisbeth Zornig. “Det lyder simpelt – men det er det sværeste i verden for os, der er vant til at klare alt selv. Derfor har jeg skrevet denne bog. Ikke som en opskrift, men som et fristed. Til dem, der længes efter ro – og mod.”
RO PÅ er en maggiterning af Lisbeths personlige rejse, hendes viden om stress, sundhed, livsglæde og vanebrud.
➜ Læs interviewet med Lisbeth om at få ‘ro på’ i Beboermagasinet
Bogen er ligeledes ‘udgivet’ som Online foredrag, som du kan downloade og se – lige præcis når det passer dig.
Anmeldelser
“Behagelig læsning, hvor man inspireres til at tage vare på sig selv og få ro på. Andersen trækker på anerkendte teoretikere indenfor mad, motion, spiritualitet og det gode liv. Bogens mange anekdoter og pointer understøtter fint de mange anbefalinger til, hvordan man kan betræde stien, som fører til ro i hverdagen…. Bred anskaffelse anbefales til alle biblioteker, bogen vil blive efterspurgt.” — Bibliotekernes lektørudtalelse
”På en meget fin måde kommer Lisbeth rundt om rigtig mange aspekter omkring evolutionen og giver os på den måde en anderledes måde at forstå os selv og dermed komme nærmere de redskaber, der skal til for at finde det optimale i livet … Der er rigtig meget, andet godt tankegods i bogen… En klog bog, fyldt gode råd serveret anderledes, end vi er vant til.” — Bogsyn
“Nemmere sagt end gjort. MEN @lisbethzornig nye bog Ro på, formidler Lisbeth forskningsbaseret metoder til at skabe ro og balance i krop og sjæl. Hvis man som jeg har let til stress og uro, så var det oplagt for mig at gå i gang med at læse den her
bog. Den er overskuelig og der er fantastiske råd. Kæmpe anbefaling herfra, især med sommerferien på vej.” — Trine Anders
”Autentisk og relaterbar guide, som belyser, hvordan vi bedst kan tage kontrol over vores liv, når alt føles uoverskueligt. Ikke noget hokus pokus, men konkrete og forskningsbaseret tips til at finde balance og velvære. En yderst inspirerende bog, som både motiverer og giver håb, hvis man føler, man står fast. Jeg kan varmt anbefale den til alle, der ønsker at få ro og stabilitet i livet”. — Annemorsbogblog
”Bogen er skrevet i et nemt sprog, som gør rådene lige til at gå til – hvor der også er øvelser, som fungerer virkelig godt, og samtidig følger man også Lisbeths rejse. Jeg giver 6 hjerter ud af 6 hjerter, for den her bog er mere end bare højaktuel – den er et statement, som siger, at det er okay at stoppe op indimellem, også inden det går helt galt. Virkelig inspirerende.” — Mullesbogblog
“En lille bog med kæmpe effekt – jeg bruger den som et opslagsværk. Den passer perfekt til mig, da jeg til tider virkelig trænger til, at finde ro i hovedet og hverdagen. Zornigs tips er så enkle, at man faktisk kan bruge dem uden at få stress over endnu en to-do. Kan varmt anbefales, hvis du – ligesom mig – nogle gange føler, at hovedet kan larme lidt for meget…” — Denperfektuperfektemor
