
SUNDHED, SELVVÆRD OG LIVSGLÆDE - ELLER TIGERDYRSKUREN
Om at rejse sig efter en livskrise og finde en vej til mental og fysisk balance, så det indre tigerdyr hopper glad igen.
Det kan virke uoverskueligt at ændre livsstil, hvis man er presset og stresset, ude af form og i mentalt underskud, mens økonomien strammer. Men det behøver det ikke at være. Lisbeth Zornig fortæller om sine egne simple teknikker og tilgange, der har ført til bedre helbred, stærkere krop, psykisk overskud og større livsglæde. Hun kalder det Tigerdyrskuren.
Lisbeth Zornig Andersen giver i dette kursus konkrete bud på, hvordan man med kost, motion og tænkning kan tage kontrollen tilbage over sin trivsel og sit liv, så man kan leve et liv i balance – og måske oveni købet overvinde en alvorlig livskrise, der stikker en kæmpekæp i hamsterhjulet.
Foredraget, som kan ses nederst på siden er bygget op som et kursus i 7 korte og overskuelige afsnit – med ærlig erfaringsdeling, ny forskning og praktiske råd, du kan bruge med det samme.
Det online foredrag indeholder:
- 3 1/2 times kursus i alt
- 7 praktiske videoafsnit
- Træningsvideoen ‘De 5 Tibetanere + en hurtig Tabata’
De seneste år har jeg været på en rejse mentalt og kropsligt.
Vendepunktet var en alvorlig livskrise, hvor jeg gik fra dårlig til ingen søvn, hvor mit i forvejen lave selvværd nåede nulpunktet, mit bugfedt bulnede og hvor mit helbred stod af med en række inflammationer.
Helt tilfældigt faldt jeg over en bog, der handlede om at leve anti-inflammatorisk. Den gjorde mig nysgerrig på, om jeg kunne gøre mig stærk både mentalt og fysisk.
Jeg åd al viden, jeg kunne få fingre i. Og så gav jeg mig til at plukke det nemme, det sjove, det dejlige og lavede min egen ”kur”.
Jeg kalder den Tigerdyrskuren.
En virkelig øjenåbner for mig var dels, hvor meget gode bakterier i vores tarme betyder for vores mentale og fysiske trivsel, herunder vægtudfordringer, dels hvor lidt fysisk aktivitet, der egentlig skal til for at vores muskler danner antiinflammatoriske stoffer og endelig hvor meget gener betyder – herunder miljømæssige påvirkninger af vores gener – det man kalder epi-genetik.
I foredraget gennemgår jeg viden om emnerne og krydrer det med, hvad jeg helt konkret har gjort og gør for at sikre gode bakterier i tarmene, deaktivere de skadelige gener, jeg har fået i arv og sove godt.
Et lille år efter min krise var mine infektionstal normale, jeg havde tabt ti kilo, mit taljemål var ti centimeter mindre, min hud skinnede, min energi var i top, og jeg snork sov hver nat.
Alt dette har jeg opnået med små, nemme, sjove og dejlige råd, der er overkommelige for alle. Klik ind og bliv inspireret – og vær forberedt på nogle ærlige timer om tarme, gener, og selvværd, med lige dele alvor og latter.
Foredraget findes også som bog – Læs om den her
