ildstorm mofibo cover

ILDSTORM

Ildstorm - 4.bind i Filippa Falkenberg serien

En dybt foruroligende og nervepirrende krimi, hvor nutiden bliver konfronteret af fortidens dystre hemmeligheder.

Den 83-årige tidligere hjemmeværnsmand og spion Jens Fiskar bliver fundet hængende for enden af et reb i Køge. Spor på stedet indikerer, at der kan være tale om et drab med russiske forbindelser.

Vicepolitiinspektør Filippa Falkenbergs efterforskning af Fiskars død og liv fører hende langt ind bag byens stokrosefacader til en mørk fortid fuld af farlige hemmeligheder, nogle af dem planer, der aldrig blev iværksat. I hvert fald ikke før nu.

Da et nyt lig dukker op, indser Filippa, at hun står med noget andet og mere end en drabsefterforskning. Hun står over for en trussel, som kan få dødbringende konsekvenser for hendes egen familie, venner og hele byen.

Medmindre Filippa finder og standser gerningsmanden, før det er for sent.

Køb, lyt eller lån ILDSTORM – Filippa Falkenberg IV
Du kan finde bogen som indbundet papirudgave hos bl.a. Forlaget Falco, Saxo.com og Bog & idé  – samt på biblioteket.
Hvis du hellere vil lytte, kan du opleve den som Mofibo Original lydbog.

Andre bøger i serien: Dødens druer, Heksejagt, Klosterkvinden, Englemord og Blodburet (udkommer i 2026).

⭐⭐⭐⭐⭐⭐
“Hold da op, man bliver holdt på pinebænken til det sidste. Makkerparret formår at svinge ind og ud af tid og sted uden at læseren bliver ført på vildspor … Det er ingen hemmelighed, at disse spændingskrimier er nogle af de bedste jeg har læst.” — Kulturinformation

Læs hele anmeldelsen her.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Fænomenal læseoplevelse.” — Mulles Bog Blog

Mere om lldstorm

Inspirationen til Ildstorm kommer flere steder fra. Vi havde hørt om de gamle hemmelige spioner i Køge fra den kolde krig, og da vi gik igang med at researche om dem, åbnede et spændende, næsten glemt kapitel om truslen fra russerne, hvor Køge spillede en nøglerolle. Vi tænkte, hvad nu hvis russerne vender tilbage? Og hvad nu, hvis de har haft deres egne spioner i byen, sleepers, som de vækker og støver af?
 
Den aldeles fremragende idé om et farligt glemt og gemt våben, fik vi fra vores gode ven og faste testlæser, Mogens Nørgaard, som også før har været leveringsdygtig i sindrige drabsmetoder.
 
Titlen fik vi af Peter Gluz, der bor tæt på det gamle våbendepot på Åsen, og som ung undslap Feuersturm i Hamborg, de allieredes altødelæggende bombardement af byen. 100.000 bomber forvandlede Hamborg til noget, der ligner Hiroshima. Vi indsætter her et fotografi efter bombningen af det kvarter, som Peter lykkedes at undslippe fra.
 
De personlige historier og hemmeligheder i baggårdene er vi som altid inspireret af fra de mange farverige borgere i Køge, som vi er meget taknemmelige for, at stiller sig til rådighed for den gode historie. Vi overvejer at købe en trøje, hvor der står: ‘Vi er forfattere. Alt hvad du siger eller gør kan blive brugt i en historie.’ 🙂
ildstorm - krimi i filippa falkenberg serien