I Køge, en lille middelalderlige by fuld af smukke stokroser og mørke hemmeligheder, bliver en ung pige fundet død i en bæk Sankthansaften.
Hun bliver fundet samme sted, hvor hekse engang blev beskyldt for at fremmane djævelen, hvilket de blev brændt på bålet for.
Efterforsker Filippa Falkenberg bliver sat på sagen, hvor ingenting viser sig at være, hvad det ser ud som. Hun møder en hel by i sorg over tragedien. Kirken er fyldt til bristepunktet til begravelsen, hvor den ulykkelige mor spiller duet for violin og cello, og holder pause der, hvor datteren skulle have spillet.
Filippa opdager dog, at ikke alle er lige kede af, at pigen er død. Pigen viser sig at haveværet årsag til kiv og splid, og bliver tilmed forbundet med både uforsonlige skilsmisser og dødsfald.
Filippa opdager også, at byen gemmer på århundreder gamle okkulte hemmeligheder. Hun begynder ligefrem at spørge sig selv, om den døde pige er en engel eller djævel?
‘Heksejagt’ udkommer den 27. juli 2023 som en Mofibo Original lydbog oplæst af skuespilleren Morten Thunbo.
Om Heksejagt
Som oftest i vores fortællinger møder du her mennesker, der kæmper med at finde en vej i livet, uden at den vej nødvendigvis hverken er ryddet eller er let at betræde. Mennesker, der gør, hvad de kan, og bruger, hvad de har, og somme tider begår fejl undervejs. Det er ikke nødvendigvis kønt, men de kæmper. Der er ingen dybere moralsk pointe andet end præcis det. Vi kipper med hatten for alle dem, der forsøger, trods mangler og fejl. Måske genkender du det. Måske ikke.
Fortællingen er sat i Køge, en hyggelig købstad i Danmark, og trækker på myter og sagn og mennesker, der har levet der, og måske stadig lever der.
Enhver lighed med eksisterende køgensere er selvfølgelig den pure tilfældighed, naturligvis. Hvad du læser, er fiktion.
I ‘Heksejagt’ berører vi det okkulte, det for os skjulte. Hvad ved vi i grunden om, hvad der er mellem himmel og jord? Som den gamle cykelrytter, Erhardt, siger i historien: ”Jeg har på fornemmelsen, at jeg forstår det bedre, når jeg selv rejser videre herfra, men det er ikke til megen nytte lige nu.”
Vi ved, at hvad vi kan se og måle og veje som faste genstande, ikke er det. Vi ser på vibrerendemolekyler, der bliver holdt sammen af magnetisme. Hvis du kunne få molekylerne i din hånd til at vibrere med samme frekvens som molekylerne i granit, ville du kunne stikke din hånd igennem granitten, fordi ingen af delene er de faste genstande, som du tror, at du ser.
Det er derfor passende, at det måske vigtigste i vores liv, det vi skatter mest og gerne holder fast i og ligefrem kæmper for, heller ikke er noget, vi kan se, måle eller veje; kærlighed. Vi vælger mange gange ikke engang selv, om den skal være der virkelig som en klippe eller blot flagre uhåndgribelig som en dagdrøm. Så virkelig, så flygtig.
Det samme kan man sige om hekserier, fortryllelser og forbandelser. En gang var vi sikre på, at de var virkelige, lige så sikre, som vi var på, at Himmelen og Helvedet var virkelige steder. I dag tvivler vi. Sært nok, kan man sige, for i dag ved vi fra forsøg med placebo og nocebo, at selve tanken har en kraft, der kan påvirke den fysiske verden, vores fysiske krop, uden at vi kan forklare hvorfor. I virkeligheden – eller i vores tanker – udviskes grænserne mellem det mulige og umulige.
De fortællinger om hekseri, vi refererer til i denne historie, er hentet fra den tvivlsomme virkelighed. Du kan selv bladre her i Sjette og Syvende Mosebog, der er fyldt med de urgamle besværgelser, hvis du vil, selv om de to mosebøger ikke er mosebøger og formentlig ikke er skrevet af Moses. Den ottende bog må du selv lede efter. :-J