Vi skal i fængsel

Vi skal i fængsel. Ja, det er den barske kendsgerning. I Horsens Statsfængsel med sine trange murede celler og jerntremmer for vinduerne. Heldigvis skal vi det sammen. Partners in crime, partners in jail.

Vi skal afsone den 9. og 10. oktober, 2021.

Lørdag den 9. oktober klokken 13:00 bliver vi afhørt under skarpe lamper i Magasinet af forhørsleder Ulla Hinge Thomsen. Når hun er færdig med at krydsforhøre os, bliver vi overflyttet til en anden afdeling, som har det ildevarslende navn Stand nr. 4. Der bliver vi lænket, mens vi forventes at underskrive skriftligt bevismateriale i form af 446 sider planlagte forbrydelser også kaldet “Konkursklubben”.

Vi har heldigvis pålidelige efterretninger fra HarperCollins om, at venligsindede agter at smugle nogle flasker Maker’s Mark ind, så der bliver lidt at styrke sig på for politifolk som godtfolk.

Søndag den 10. oktober bliver igen afhørt, denne gang klokken 10:00 i Store sal med en frisk forhørsleder, Jannik Lunn. Bagefter bliver vi igen overflyttet til Stand nr. 4, hvor vi igen forventes at underskrive yderligere skriftligt bevismateriale.

Heldigvis er vi ikke alene om at afsone i Statsfængslet i Horsens på de dage. Vi får følgeskab af mange prominente fæller ud i studiet af kriminalitetens væsen og forbrydelsens efterforskning. Du kan se hvem, hvad de bliver afhørt for, og hvordan du kan få besøgstilladelse til selv at være med på Nordens største krimimesse ved at klikke her.

Bevisførelse

“Konkursklubben” beskriver, hvordan en sammensvoren bande aldrende mænd med den 72-årige hustler Jack i spidsen lægger detaljerede planer sammen for at tage hævn over en fælles fjende, som har tvunget dem i ufrivillig eksil langt fra hjemlandet. Det går til deres overraskelse rigtig godt med at realisere planerne, lige indtil…

Vidneerklæringer

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”Vedkommende, velkomponeret og spændende krimi.”
Dagbladenes Bureau

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”Charme, humor, et godt tænkt plot og en fandens overraskende, men god slutning.”
Søndag

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”Med et fantastisk sammenskruet plot og en hæsblæsende handling, så er der lagt op til mange timers underholdning.”
Cats, Books and Coffee

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”Endnu engang har parret skrevet en spændende bog med afsæt i virkeligheden.”
Knirkes Bøger

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”En pagetuner af de bedste!”
Livet i dukkehuset

Post scriptum

Uanset dit valg af metoder eller modus operandi, når du anskaffer dig bøger, hvis ikke du kan deltage på Krimimessen i Horsens og få fat i et signeret eksemplar, så kan du erhverve dig en bog på helt lovlig vis her.

 

You may also like

Leave a comment