Krimimesse-gæster får Et ubetydeligt mord i gave
Deltagerne på dette års krimimesse i Horsens den 28.-29. marts får en ekstra gave med: Et gratis særtryk af paperback-udgaven af “Et ubetydeligt mord” med en hilsen fra forfatterne. Det er forlaget HarperCollins, der i samarbejde med Krimimessen Horsens har besluttet, at deltagerne skal have gaven.
Hvert år i marts samles tusinder af krimiforfattere, politifolk, retsmedicinere, bloggere og krimilæsere til messen, hvor der er der oplæg, diskussioner og boglanceringer, som alt sammen foregår i det i dag nedlagte Horsens Statsfængsel.
HarperCollins holder under messen reception for Lindholm & Zornigs seneste thriller, “Monsterland”, der udkommer den 16. marts, ligesom forfatterne bliver interviewet på scenen om bogen, og signerer bøger og tager en snak med læserne ved HarperCollins stand. Du kan læse mere om messen og se programmet for 2020 her.
Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig signerer den gratis boggave ved indgangen til krimimessen kl. 10 lørdag den 28. marts.