Ny julenovelle: Julemandens hjemland
Den 6. december udkommer novellen “Julemanden hjemland” som særtryk i Jysk Fynske Mediers julebogtillæg. Novellen har politikvinden Tessa Højmark og sikkerhedskonsulenten Adam Forsberg som hovedpersoner, de er også hovedkaraktererne i kriminalromanerne “Et ubetydeligt mord”, som udkom i 2019, og “Monsterland”, som udkommer i marts 2020.
Fortællingen udspiller sig ved juletid. Adam opdager, at nogen forsøger at spore sig frem til ham digitalt, selv om han som sikkerhedskonsulent har gjort sig usynlig på nettet. Det foruroliger ham. I hans branche skaffer man sig let fjender. Hvem der end vil finde frem til ham slører sine spor, men befinder sig ifølge IP-adressen på søgningerne i Finland, nærmere betegnet Helsinki. Adam har ingen uafsluttede regnskaber der. Selv om det er få dage før jul, beslutter Adam sig for sammen med Tessa at tage til Helsinki for at finde ud af, hvem der er efter ham. Svaret overrasker dem begge.
Som mange af vores andre fortællinger er “Julemandens hjemland” inspireret af virkelige begivenheder. Ligesom diskussionen i den om, hvor julemanden i virkeligheden bor. Den diskussion er endnu ikke afsluttet.
Tak til vores redaktør, Hans Henrik Schwab, som står gudfar til denne fortælling.
Du kan downloade og læse novellen her: Julemandens hjemland
Illustration (øverst): Billedeudsnit af Vinterlandskab ved Rovaniemi, olie, Mikael Lindholm