Foredrag: Mord på bestilling

Dette er et krimiforedrag, du ikke tør fortælle dine fjender om.

Du bliver inviteret ind i krimiforfatternes værksted og møder Søren HammerLotte HammerLisbeth Zornig og Mikael Lindholm, som udtænker overraskende plots, grumme drab og snedig efterforskning sammen med virkelighedens retsmediciner, Jørgen Lange.

Foredraget består af to kapitler:

Kapitel 1: Mysteriet om det fascinerende drab

Hvorfor er vi læsere fascineret af ondskab og kriminalitet – ja, ligefrem trygge ved at have det liggende på natbordet? Hvad med forfatterne? Er de bare afstumpede pushere af blodige drab – eller har de mere på hjertet? Må krimier egentlig bruges til at sætte spot på tidsaktuelle emner og social uretfærdighed eller skal den ’bare’ være god underholdning?

Kapitel 2: Myten om det perfekte mord

Hvordan ser virkelighedens drab ud for retsmedicineren, når ofrene skal obduceres? Matcher virkeligheden med krimiernes verden? Måske er det ikke så nemt hverken at slå ihjel eller skjule en forbrydelse, som man kunne tro?
Retsmedicineren og krimiforfatterne diskuterer og dissekerer planlagte drab og snedige plots sammen med publikum.

Foredraget bliver opført den 26. februar i Køge. Du kan læse mere om arrangementet her.

 

Om Lotte og Søren Hammer
Søren og Lotte er søskende, og da Søren i 2004 flyttede ind på første sal i huset, hvor Lotte bor med sin familie, foreslog han, at de skulle prøve at skrive en bog. De fik udgivet deres første roman ”Svinehunde” i 2010 på forlaget Gyldendal, og sammen har de indtil nu skrevet 10 bøger, hvoraf de ni er en krimiserie med Konrad Simonsen som gennemgående hovedfigur.
Serien blev en bestseller og er nu solgt til 22 lande.

Om Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm
Lisbeth Zornig og Michael Lindholm debuterede i 2015 på bestsellerlisterne med deres første spændingsroman ”Bundfald”, som tager udgangspunkt i et virkeligt dødsfald. Bogen blev blandt andet til et afsnit i tv-serien ”FBIs danske mordmysterier”. Siden har de skrevet ”Arkimedes”, ”Eksodus” og ”Et ubetydeligt mord”. Lisbet og Mikael daner par både privat og professionelt.

Om Jørgen lange Thomsen

Jørgen er professor emeritus på Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet, eller retsmediciner, som han også kaldes, når han bistår politiet med obduktioner i forbindelse med drab og forbrydelser med døden til følge.
Han rådgiver blandt andet om forebyggelse af drab og er forfatter til bl.a. Selvbiografien ”Retsmedicineren – Et liv med døden som ledsager” og er aktuel med sin nye bog ”Liv og død – en retsmediciner ser det hele”

Krimimessen i Horsens 2019

Krimimessen i Horsens er ret fantastisk. Alene rammerne. Hele arrangementet foregår i det gamle statsfængsel med tykke mure, klaustrofobiske celler, tunge jerndøre og rungende metaltrapper. Samtidig kommer der en masse spændende folk, som retsmedicinere, efterforskere, krimiforfattere, redaktører og ikke mindst masser af krimielskende læsere. Og så bugner det med gode bøger, mange af dem på tilbud og med autograf i. Det er en fest.

Vi er der også. Faktisk lancerer vi vores næste bog, “Et ubetydeligt mord”, på selve krimimessen. Det sker lørdag den 6. april kl. 11 ved HarperCollins’ stand 27 i Magasinet. Hvis du er der, så kom og få et glas Maker’s Mark med. Forklaring følger.

Vi er på scenen dagen efter, søndag den 7. april kl. 10:20, hvor Lotte Hammer interviewer os om bogen.

Læs mere om, hvad der foregår på krimimessen her:

Krimimessen Horsens

Malene-trilogien

De er et umage par, Malene Jørgensen og Mathias Zobel. De kan ikke finde ud af ret meget, især ikke livet og kærligheden. Malene er en socialt dysfunktionel erhvervskvinde med senfølger. Mathias er en midtvejskriseramt lettere fordrukken middelklassesnob. De lyver og bedrager, er indbildske og krukkede, fulde af klicheer og selvretfærdighed.

De er heller ikke ret gode til at opklare forbrydelser og drab. I første bind af Malene-trilogien, ”Bundfald”, mislykkedes de fuldstændigt med at opklare Malenes brors mystiske dødsfald. I andet bind, ”Arkimedes”, lykkedes de lidt bedre, men ikke helt. I tredje bind, ”Eksodus”, lykkedes det rent faktisk at opklare forbrydelsen – men ikke at standse den.

Det er svært at kalde dem helte. De er ikke engang anti-helte. De er snarere, hvad de færreste af os har lyst til at se i spejlet. Til deres forsvar kan man sige, at de prøver. Eller har i hvert fald en forestilling om, hvad de kunne tænke sig at lykkes med. Det med at prøve, fejler de som regel også med.

”Bundfald” er fortalt i to tidsforskudte forløb, som forener sig mod slutningen, hvor læseren opdager, hvad der er på færde, men ikke historiens hovedpersoner. Historien udvikler sig over flere år. Malene involveret sig i, hvad hun tror er en selvhjælpsgruppe, men som viser sig at være en selvtægtsgruppe. Voksne krænkede børn, der rotter sig sammen om hævn mod de overgrebsmænd, som lovens korte arm ikke straffer. I forløbet møder og forelsker hun sig i Mathias – uden at det er særlig kønt, selv om det kunne være det.

”Arkimedes” udfolder sig over et halvt år. Malene er blevet politisk udpeget til at stå i spidsen for en børneorganisation, men bliver pludselig hovedmistænkt i en drabssag, uden at hun ved, hvem der forsøger at komme hende til livs. Mathias kommer på sporet af en indflydelsesrig gruppe, der har en ret så kreativ plan for, hvad man kan gøre for løse problemet med de mange socialt udsatte borgere, der ligger samfundet til last. De to begivenhedsspor krydser hinandens veje med et personsammenfald, der bliver ekstremt farlig for Malene og Mathias.

”Eksodus” foregår over kun fire dage. Malene forsøger at komme i Folketinget og der er valgkamp, da et vellykket og usædvanligt terrorangreb ryster Danmark. En række cykler i hovedstaden eksploderer tilsyneladende vilkårligt og fører til en klapjagt på gerningsmændene. Mistanken retter sig mod islamistisk terror. Det udløser gengældelsesaktioner mod muslimer. Valgkampen bliver aflyst og Malene sætter sit partis ret særprægede team til at søge efter svar og gerningsmænd. Det lykkedes hende at komme tæt på. For tæt på.

I løbet af alle tre fortællinger udvikler Malene og Mathias’ forhold sig, der spirer en kærlighed frem, som viser sig at have besværlige betingelser. Måske, fordi Malene har skader med fra barndommen og anser kærlighed for opreklameret gøgl, der er til for at videreføre arten. Måske, fordi Mathias har svært ved at tackle et menneske, der ligner ham selv på overfladen, men er noget helt, helt andet indeni.

 

 

Trusselsbilledet ifølge FE

Forsvarets Efterretningstjeneste advarer i sin årlige trusselsvurdering 2018 om, at Danmark er i stor fare for at blive ramt af ødelæggende hackerangreb:

1. Danske virksomheder og institutioner risikerer at blive ramt af hackere, der arbejder alene eller i små hold med forskellige motiver – f.eks. er DSB og de københavnske bycykler netop lagt ned af angreb.

2. Den danske stat risikerer at blive udsat for cyberangreb fra fjendtlige interesser, som kan gå efter infrastrukturen for at lamme samfundet.

3. Det kommende Folketingsvalg kan blive udsat for angreb, ligesom under den amerikanske præsidentvalgkamp.

Hvordan scenarie 1 kan udspille sig med konsekvenser og motiver skriver vi om i “Eksodus”. Hvordan scenarie 2 kan udspille sig med motiver og konsekvenser skriver vi om i “Arkimedes”.

Så mangler vi vist kun scenarie 3, ikke sandt…

 

“Eksodus” – samfundskrimi om terror og brændte mennesker

“Terror kommer ikke alene – mørket følger efter…”

“Eksodus” er en helt bogstaveligt eksplosiv roman.

Der er valgkamp i Danmark. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, Bæredygtig fremtid, og arbejder med hendes partigruppe med socialt skæve profiler målrettet på at komme i Folketinget. En tidlig morgen i Valby udløses en bombe, da en fremtrædende politiker tager sin cykel for at cykle på arbejde. Straks efter eksploderer der cykler i alle dele af København. Der udbryder panik. Regeringen aktiverer det nationale terrorberedskab med politi, forsvar og hjemmeværn. Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og skaber voldsomme reaktioner med knuste butiksruder, angreb på moskeer og personoverfald. Samtidig hamstrer skræmte borgere fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om der skal indføres undtagelsestilstand, indtil man har fanget terroristerne. Dagen efter eksploderer der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer …

”Eksodus” er Zornig & Lindholms tredje samfundskrimi med det umage par Malene Jørgensen, fra underklassen i Nakskov, og Mathias Zobel, fra den bedre middelklasse, der kæmper med at få den besværlige kærlighed til at fungere, mens verden omkring dem i denne fortælling helt bogstaveligt talt eksploderer og slipper både frygten og hadet fri.

Zornig & Lindholm har tidligere udgivet spændingsromanerne “Bundfald” og “Arkimedes”.

Læs mere om bogen inklusive uddrag her.

Anmeldelser

“Eksodus er ikke alene en godt komponeret, spændende og yderst effektiv roman, den bliver i nok så høj grad et skarpt indlæg i debatten om, hvad det er for et samfund, vi har, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at takle de mange udfordringer, vi står over for, så en fundamental medmenneskelighed bevares… Som i forfatterparrets tidligere spændingsromaner sættes handlingen ind i en troværdig politisk ramme. I valgkampen er der ud over de kendte partier et nyt, Bæredygtig Fremtid, som udfordrer de traditionelle politiske positioner. Omkring dette partis leder, Malene Jørgensen, befinder sig en flok utraditionelle personer, som giver Zornig og Lindholm mulighed for at gennemspille et af deres hovedtemaer: Alt for mange personer bliver i vores samfund udsat for psykiske og sociale uhyrligheder under deres opvækst. En hård konstatering, men som et lille lys i mørket kan sårene og de psykiske skader under de rette betingelser konverteres til en ressource. Med den spraglede gruppe omkring Malene Jørgensen viser forfatterparret, hvordan empati, en psykisk sårbarhed parret med fysiske og tekniske færdigheder gør dem i stand til at se sammenhænge, politi og efterretningsvæsen ikke har blik for.”

Dagbladenes Bureau

“Eksodus er en meget velskrevet og tankevækkende bog. Skjult i en medrivende spændingsfortælling findes flere samfundsrelevante problemstillinger og -kritikker. Det kræver mere af læseren end en klassisk spændingsroman, men det er bare med til at gøre læsningen til en større oplevelse. Sproget er flydende og letlæseligt, selvom de samfundsudfordringer der behandles er skræmmende relevante. Hvad driver mennesker til at begå ekstreme handlinger, og hvordan reagerer vi når vores samfund er truet? Bogens centrale temaer er brutale, og grænserne mellem godt og ondt er flydende.”

Cats, books and coffee


“Hold nu op, en vild fortælling fuldt med et persongalleri, der sparker r..! Forfatterparret skriver blændende, velskrevet, flydende og levende. Der er spænding fra start til slut fuldt med vigtige budskaber og sigende emner, der er skræmmende tæt på virkeligheden. Det kan godt være, at parret har skrevet en spændingsroman, men jeg bliver nød til, at påpege, at udover spænding er den helt klart også samfundsrelateret. Og det passer bare som fod i hose i denne virkelige interessante og yderste fantastiske roman. Jeg vil anbefale bogen til ALLE, som er til spænding med et twist af samfundsrelateret stof, som giver en noget, at tænke over, for det gør ’Eksodus’ så bestemt!”

Livet i dukkethuset


“Handlingen i Eksodus strækker sig over ganske få dage, men i disse dage mangler der bestemt ikke tempo og handling. Da jeg først åbnede Eksodus og havde læst bare et par sider, var jeg fanget, og da der er gang i den, så er bogen meget svær at slippe. Og pyha altså, sikke en begyndelse… Eksodus er sådan en bog, hvor man ikke kan lade være med at tænke: Tænk, hvis det sker her!!”

Bechs Books